Tag på bordtennissommerlejr
BAT60+ får nu en unik mulighed for at deltage i en sommerlejr i Hjørring, og hvor den står på bordtennis fra morgen til aften. Og vel og mærke en sommerlejr, hvor der er plads til spillere i alle aldre og hvor den enkelte deltager indplaceres hold som er passende til ens spillestyrke.
Tre uger i juli måned er der mulighed for at deltage i sommerlejren i Hjørring, nærmere bestemt på Haldorsminde Efterskole og Fri Fagskole. Hver ”træningsuge” består af fem dage hver. Man kan deltage i enten én, to eller tre uger. Lejren afvikles i ugerne 29, 30 og 31.
Specielt til BAT60+
Normalprisen er 3.360 kr. i et klasseværelse (medbring selv madras og sengetøj), 3.570 kr. i et 4 sengs værelse, 4,060 kr. i et dobbeltværelse og 5.600 kr. i et enkeltværelse.
BAT60+ sparer 5 pct. i uge 1 og uge 2 og hele 20 pct. i uge 3.
I uge tre kan man som BAT60+ spiller således komme på bordtennissommerskole fra 27. juli til 31. juli for 4.480 kr. incl. enkeltværelse og kost. Man kan selvfølgelig også deltage i lejren uden indkvartering. Her er prisen 2.870 kr. og man kan så tilkøbe maden i lejren.
Alternative overnatningsmuligheder er Hjørring Kro, Hjørring Camping, Hotel Phønix, Det Bette Hotel og Hotel Tannishus.
Hvis man skal gøre sit bedste 2 ½ time to gange om dagen i minimum fem på hinanden følgende dage, er den rigtige kost meget vigtig. Maden som serveres i lejren er designet på en sådan måde, at kroppen hurtigt optager den energi, man har brug for at kunne fungere godt i det næste træningspas.
Træningen i sommerlejren varetages af nogle af bordtennisverdens dygtigste trænere fra bl.a. Kina, Sverige, Tyskland og Frankrig. Navnene på trænerne i de enkelte uger kan man finde på www.b75.dk. Herudover er der til lejren tilknyttet en fysisk træner, Gudjon Svansson, en præstationspsykolog, Istvan Moldovan og en fysioterapeut, Laure Bertrand.
We speak english
Fra hele verden strømmer bordtennisspillere – elite og breddespillere – til sommerlejren i Hjørring. Både ungdomsspillere, seniorer, veteraner og superveteraner. Sidste år var den ældste deltager 85 år og kom fra Canada. Arbejdssproget er engelsk, og der er naturligvis specielle regler som kun gælder ungdomsspillere. Sengetider skal overholdes og mobil, tablets og pc’er må ikke bruges efter sengetid. Alkohol er ikke tilladt for spillere og træner under 20 år.
Tilmelding
Tilmeldingen er bindende og foregår ved at udfylde tilmeldingskupon her.
Man kan få mere information om sommerlejren hos Lars Rokkjær, tlf. 40277087 eller ved at sende en mail her.