Begynderkursus over hele landet tilbydes i alle 60+ klubber
Det er et to-timers kursus, som BAT60+ nu tilbyder de nye spillere der har lyst og energi til at få lidt mere styr på teknikken. Det er jo en kendt sag, at skal man lære noget nyt, skal man lære det rigtigt fra starten.
På kurset undervises der i batfatning og boldføling. Derudover får deltagerne indsigt i de mest basale slag såsom baghåndprik og forhånds- og baghåndskontra. Det hele sker i form af diverse øvelser, hvor slagene bliver indøvet.
Instruktørerne håber, at man i klubberne kan samle 5 – 10 nye spillere. Og hvis det ikke er muligt, kan man undersøge om naboklubberne har nye spillere som kunne tænke sig at deltage i kurset. Klubben/foreningen skal vælge en dag, hvor der er to timer ledigt i trænings lokalet, hvorefter DGI-konsulent Henrik Møller kan kontaktes på telefon: 24 91 43 89 eller mail: henrik.moeller@dgi.dk for endeligt at aftale begynderkurset.

Et godt tilbud
En af de dygtige instruktører fra BAT60+s instruktørteam vil herefter tage ud til klubben/foreningen på den ønskede dag og stå for undervisningen. Og da klubben/foreningen kun skal betale 1.000 kr. for kurset – uanset om der er fem eller op til 10 deltagere på kurset – regner man i BAT60+ med, at dette tilbud vil blive taget vel imod i BAT60+ klubberne. Efter deltagelse på begynderkurset vil de fleste, efter instruktørernes mening, uden problemer kunne deltage på det noget mere krævende kompetencekursus.

Tekst : Per Frederiksen

Foto: Ole Hückelkamp