Stævner i øst og syd
Doublestævnet i Roskilde
Efterårets første stævne i øst blev afholdt i Roskilde den 28.september 2022. Der var 35 doubler, heraf blot to par i D-rækken. Stævnet fik en kedelig optakt, da en af deltagerne under opvarmningen faldt så uheldigt, at hun brækkede håndleddet. Der blev tilkaldt en ambulance, der hurtigt ankom og kørte pågældende på skadestuen.
I Roskilde står der permanent 15 borde. Det betød, at hver pulje havde to borde til rådighed. Det gav mulighed for mange kampe til hvert hold.
I A-rækken som bestod af seks par, spillede man alle mod alle. Da puljen var færdigspillet, havde fire par vundet fire kampe hver. Efter korrektion vandt Uffe Petersen fra Brønshøj og Sven Erik Ægidius Nykøbing Falster puljen.
I B-rækken var der 9 tilmeldte hold. De blev inddelt i en 4-mands -og 5-mandspulje. Efter de indledende puljer 1’erne og 2’ere spillede mod hinanden. Her blev Peter Fauerby og Lars Carlsen fra Aktiv Fritid igen efter korrektion vinder af B-rækken. I C-rækken var der 18 tilmeldte hold. De blev suppleret op med de to tilmeldte hold fra D rækken.
Efter indledende 5-mandspuljer blev C-rækken opdelt i 5 4-mandspuljer. Hvor 1’erne mødte hinanden, og 2’erne mødte hinanden o.sv. 1’er puljen blev vundet af John Fredriksen og Niels Furu fra Helsingør. Det blev aftalt, at det par af de to tilmeldte i D-rækken ville vinde en præmie. Her vandt Nicolai Nielsen og John Tougaard fra Jægerspris over Rolf Svømmekjær og Lene Andersen fra Ejby.
– BTK61 (Roskilde) skal have stor ros for en god indsats i forbindelse med stævnets afholdelse, fortæller Tommy Jensen, BAT60 Stævnudvalg Øst.
60+ stævne i Vojens
Onsdag den 5. okt. var det blevet tid til første 60+ stævne afviklet af stævnegruppe Syd. 15 klubber med i alt 52 spillere havde tilmeldt sig – fra Ringkøbing i vest til Randers i nord. fire indledende rækker helt traditionelt A til D. Rækkerne A og D blev afviklet i slutpuljer. Det gav så mulighed for doubler efter frokost, fortæller Søren Andersen, BAT60 FU.
Lodtrækningen gav mange spændende kampe i de indledende B- og C-rækker. Tidsplanen levnede også tid til snak og kaffe mellem kampene, hvor stævnet for nogle spillere var det første i sæsonen. Og selvfølgelig også fællesspisning, “dansk bøf med bløde løg” efter de indledende runder.
Efter frokost slutpuljer med baggrund i formiddagens resultater. A- og D-rækken spillede resterende kampe færdigt, hvorefter det så stod på doubler for deres vedkommende. B- og C-rækkerne var inddelt hver i puljer som spillede om de endelige præmier – lidt til vinkælderen.
Der lød mange rosende ord til stævneledelsen for afviklingen som alt andet er nemmere med TTC stævneafviklingsprogrammet. Tidsplanen blev ifølge Søren Andersen overholdt og den fra DGI og 60+s udsendte takkede for sved på panden og mange gode snakke mellem kampene.
Doublestævne i Amagerhallen
Tirsdag den 11. oktober 2022 blev det traditionsrige doublestævne i Amagerhallen afholdt. Desværre var der lidt færre deltagere ved stævnet i år i forhold til tidligere, fortæller Tommy Jensen fra BAT60 Stævneudvalg Øst.
Der var tilmeldt et A-par, to B-par og 16 C-par og fem D-par – i alt 48 spillere. Man kan jo spekulere lidt over, hvad årsagen er til den lave tilmelding kunne være. Men en forklaring kan være, at der havde været afholdt et stævne Roskilde 14 dage forinden.
For at give fremmødte A- og B-spillere kampe blev de blandet med C-spillere. De spillede deres ”egen turnering”, hvor A-spillerne afstod fra præmier, men bare ønskede træningskampe.
I den indbyrdes kamp i B-rækken vandt Bent Ekenberg og Kaj Hestehave fra Skelgården. C-rækken blev vundet af Preben Witt og Lars Aasted ligeledes fra Skelgården.
I D-rækken vandt Rolf Svømmekjær og Mogens Jørgensen fra Ejby, og mon ikke de nu er godt og vel klar til større udfordringer i C-rækken.
På grund af det lave deltagerantal var der mange borde til rådighed til de enkelte puljer. Det medførte at at stævnet kunne afsluttes forholdsvis tidligt på eftermiddagen.
BK 2 skal have en stor tak for deres indsats, som var medvirkende til et godt afviklet stævne.