Så er vi i gang igen
Stævnesæsonen i Østdanmark blev skudt i gang med et doublestævne i Roskilde den 16. september 2019. Der var tilmeldt 42 par som fordelte sig med fem par i A-rækken, 13 par i B-rækken, 18 par i C-rækken og seks par i D-rækken.
I forbindelse med indtjekningen til stævnet troede stævneledelsen, at der var begået en fejl, idet en person ved navn Stig Therkelsen var blevet registreret to gange! Det viste sig dog, at der var to spillere med navnet Stig Therkelsen med præcist samme stavemåde, men dog fra hver sin klub. Dette havde turneringsledelsen ikke tidligere været udsat for. Hallen i Roskilde er et godt spillested for bordtennis, men pladsen mellem bordene var måske lidt for trang. Trods dette lille handicap blev der spillet bordtennis på livet løs, og der var mange spændende og lige kampe.
Resultater
I A-rækken spillede alle mod alle, og Helge Larsen, Jægerspris og Sven Erik Ægidius, Nykøbing Falster vandt A-rækken.
I B-rækken blev spillet indledende puljer. Efterfølgende spillede 1’erne mod hinanden, 2’erne mod hinanden og så videre. Rene Glud og Stig Therkelsen (der han igen) fra Furesø vandt 1’er puljen.
I C-rækken blev der også spillet indledende puljer. Herefter blev 1’erne opdelt i to puljer, 2’erne ligeledes opdelt i to puljer og så videre. Bill Haugård og Finn Jørgensen fra BK 12 vandt den ene 1’er-pulje og Paw Lund og Stig Frederiksen fra Ejby vandt den anden 1’er pulje. I den afgørende kamp om at blive den endelige vinder af C-rækken trak Paw Lund og Stig Frederiksen fra Ejby det længste strå.
I D-rækken spillede man alle mod alle og Joan Præst og Tom Skovgaard fra Aktiv Fritid blev vinder af D-rækken.