BAT60+ spillerne i Tølløse Bordtennisklub har sagt ja til at hjælpe idrætslærer på Kildemarksskolen Guri Hoyvik med at give hendes otte elever i specialklassen en indføring i bordtennissporten hemmeligheder.
De 63 BAT60+ medlemmer i klubben spiller tre gange om ugen i tidsrummet kl.10-12 og bruger bl.a. skolens festsal til aktiviteten. Elever og lærer passerer ofte igennem festsalen, når seniorerne spiller. Og flere elever har ofte spurgt, om de måtte være med, når de ældre bordtennisspillere træner.
En af idrætslærerne kontaktede en af klubbens BAT60+ trænere, Verner Olsen, og spurgte om han ville hjælpe med at undervise hendes elever i bordtennis. Og der var ikke langt fra ord til handling, før otte unge skoleelever fra en specialklasse var at finde sammen med tre BAT60+ trænere fra klubben hver mandag formiddag i tidsrummet kl. 9-10.
– Der er ligesom en anden ro her. Eleverne får en stilhed i sig, som vi ikke ser så tit. Måske er det de ældres ro, der smitter af, siger klassens idrætslærer Guri.
Lærer Guri Hoyvik dimitterede fra Holbæk Seminarium i 2000 med dansk og idræt som linjefag. Hun har pt. bl.a. de 6-8 specialklasseelever i idræt hver mandag.
– Eleverne skal prøve forskellige idrætter i løbet af dette forår. Og jeg kan se, at eleverne er rigtig glade for at spille bordtennis, så mon ikke flere af dem vil fortsætte med denne aktivitet, hvis de kan finde en klub i nærheden af, hvor de bor, siger Guri.
Generationskløften der forsvandt
Hun oplever at de to generationer har stor glæde af hinanden, og fortæller at man på skolen har 7.klasse, hvor eleverne skal lave besøgsgrupper, der skal på besøg på det lokale plejehjem og tale med de ældre her.
Kildemarksskolen i Tølløse har 6-7 idrætslærere ansat, og her taler de ofte sammen om, hvor vigtigt det er at de unge møder den ældre generation gennem bl.a. sporten, fortæller Guri.
– Eleverne har taget fantastisk godt imod tilbuddet om at få undervisning af de ældre bordtennisspillere. Jeg tror, at de skyldes at de føler, at de nu er blevet inviteret indenfor i en bordtennisverden, som de kun så, når de gik igennem festsalen, hvor bordtennisspillerne svedte omkring bordene, siger Guri.
Da vi den mandag besøgte klubben, blev der spillet på fem borde, og man kunne høre, at der blev uddelt roser fra de tre trænere til eleverne.
– På næste mandag sætter vi klubbens bordtennisrobot op, så kan eleverne få lejlighed til at øve forskellige slag her, fortæller Verner Olesen, som har deltaget i flere BAT60+ aktiviteter.
– Når man som jeg har idræt i en specialklasse med færre elever, er det meget svært at lave holdsportsøvelser fx håndbold og fodbold. Her er bordtennisaktiviteten oplagt, når man er så få som tilfældet er her, siger Guri Hoyvik.
Og vi kan se, at der ikke er nogen løben på gangene eller smugkig på mobiltelefonerne, mens generationerne spiller bordtennis. Der er til gengæld masser af koncentration ved bordene de ældre og de unge imellem.
Overset ressource
For lærer Guri Hoyvik giver projektet rigtig god mening i undervisningen. Af hensyn til reglerne omkring børneattester skal hun være til stede i træningssalen i undervisningsforløbet. Guri Hoyvik er også meget tilfreds med, hvordan hendes elever og BAT60+’erne i Tølløse er gået ind i projektet.
– Eleverne oplever de ældre som en kæmpe kapacitet. Jeg tror, at vi alt for ofte overser, hvor meget viden og erfaring de har at give videre, siger Guri Hoyvik.
De ældre bordtennisspillere i Tølløse Bordtennisklub dokumenterer med al ønskelige tydelighed, at klubbens BAT60+’erer kan bruges som ressource i lokalsamfundet. Både i klubben og som ”skolevenner”.