Den ene halvdel af BAT60+’s to faddere, Ole Hückelkamp, har besluttet at stoppe med engagementet i ledelsen af BAT60+ den 1. maj 2019.
– Jeg er glad for at have nået det, jeg gerne ville med projektet og bidraget til at løbe en succes i gang, som nu er på vej i drift på flere områder, f.eks. stævner, kurser, uge37-kampagner/rekruttering og især ekstern markedsføring via www.bat60.dk.
Han peger på, at alle fire områder i dag er nogenlunde selvfinansierende eller kræver ingen eller meget lille driftskapital.
– Samtidig er områderne vigtige kerneområder i BAT60+, fordi stævner og kurser er med til at fastholde de mange medlemmer og markedsføringsaktiviteterne i bl.a. uge37er, ligesom hjemmesiden bat60.dk med til at rekruttere nye medlemmer.
Ole Hückelkamp stopper dog ikke helt med at være aktiv i BAT60+, idet han fortsætter sit engagement som træner i Rorkilde Ældre Motion (RÆM bordtennis), i DBTU’s veteranudvalg/kalendergruppe samt styregruppen som drøfter evt. ny struktur i DBTU.
Står stadig til rådighed
– Og jeg står naturligvis til rådighed for BAT60+ med råd og dåd og efter at jeg er udtrådt af ledelsen. Og jeg vil naturligvis tale BAT60+’s sag i styregruppen som skal drøfte en mulig ny struktur i DBTU, siger Hückelkamp, og tilføjer, at står BAT60+ efter 1. maj og mangler en kursusinstruktør, er han klar til at træde til.
Indtil 1. maj 2019 består lederetrojkaen i BAT60+ stadig af Gert Jørgensen, DGI Bordtennis, Lis Hævdholm, tidligere formand for DBTU, og Ole Hückelkamp, DBTU’s Veteranudvalg.
De tre i ledergruppen skal i det næste halve år finde ud af, hvordan BAT60+s Fællesudvalg skal fordele opgaverne efter 1. maj 2019. Evt. om ledergruppen skal suppleres med et medlem til erstatning for Ole Hückelkamp i hans timeout-periode.
– Jeg glæder mig over at Ole H. stadig, også efter 1. maj 2019, vil have fokus på BAT60+, og at vi kan trække på ham, hvis det kniber med at finde en kursusleder/instruktør til vores kompetencekurser, siger Gert Jørgensen.
Bidt af bat og celluloidbold
– Jeg indrømmer det gerne. Jeg er er bidt af bordtennis! Første gang jeg var totalt solgt var i perioden 1955-1958, hvor jeg spillede drengebordtennis i Glostrup IC, fortæller Ole Hückelkamp, hvis far var cigarmager hos Hirschsprung i Tordenskjoldsgade.
Han husker stadig den fantastiske tid hos Glostrup IC med super gode trænere, der bekymrede sig om deres spilleres velbefindende.
– Jeg mindes især Åse Johansen og Otto Olsen (sidstnævnte startede Ribe Bordtennisklub i 1962 – og han lever da endnu).
– I 1958 startede min bordtenniskarriere for alvor med, at jeg blev danmarksmester for drenge. Og hvor var jeg stolt da Knud Garval, dengang DBTU’s nyvalgte formand, overrakte præmien som bevis for, at jeg var dansk drengemester.
– Tænk så mange år siden! 60 år siden! Jeg må være gammel nu, sukker Ole Hückelkamp.
Af Per Frederiksen