Nyt FU medlem til BAT60+
BAT60+ styrker sin kompetence med nyt Fællesudvalgsmedlem (FU). Det er Nyborg Bordtennisklubs legendariske ildsjæl, Lene Friis, som har sagt ja til at indgå i BAT FU. Lene Friis har indtil med vedtagelsen af den nye struktur i BordtennisDanmark(BTDK), været medlem af det nu hedengangne Veteranudvalg i DBTU. Og hun ser frem til at deltage i BAT FU og håber, at de mange veteraner i BTDK vil deltage i BAT60+ arrangementerne.
Lene Friis er og har været primus motor for veteranerne i hendes klub. Nyborg Bordtennisklubs veteranafdeling har ikke så meget med den øvrige klub at gøre. Veteranerne spiller to gange om ugen om formiddagen, mens de andre spiller om aftenen. Alligevel er veteranafdelingen den største afdeling i klubben. Både tidligere spillere og nybegyndere er strømmet til.
– Ligesom i andre klubber med en BAT60-afdeling, er der mange af vores spillere, som først er begyndt at spille efter, at de er blevet pensionister, og de kæmper som gale. Vi har tre tidligere politifolk, og de har stået og tjattet lidt til bolden på politistationen førhen, når der har været pause. Men de har jo aldrig lært at spille, så da de stoppede med at arbejde, kom de herop og spillede. Nu kommer de hver eneste gang, og har det lært det nogenlunde rigtigt, siger Lene Friis.
Også de mere øvede spillere har fundet battet frem igen og meldt sig under fanerne i Nyborg Bordtennisklubs veteranafd. Nogle af dem har spillet, da de var unge. Andre har tidligere været fynske mestre, og ifølge Lene Friis synes de, at det er en dejlig idræt at komme tilbage til efter så mange år.
Det er samme begejstring for sporten, som Lene Friis håber at kunne bidrage med i BAT60+s FU.
Herefter har FU i BAT60+ igen tre medlemmer. Det er Gert Jørgensen, Brønshøj Bordtennisklub, Lis Hævdholm, Holbæk Bordtennisklub og Lene Friis, Nyborg Bordtennisklub.