Nye spillere fra søsiden
I mange år har bordtennisspillet været populært for befarne søfolk. I Danmark har det været Handelsflådens Velfærdsråd som dygtigt og i samarbejde med de større rederier har arrangeret bordtennis på skibene i den danske handelsflåde. Det er derfor ikke noget nyt, at danske bordtennisklubber har medlemmer som har fået interesse for sporten, mens de var på arbejde på havet.
Men nu er det ikke kun de erhvervsaktive søfarende som skal motiveres til at dyrke bordtennis. I Hasle IF Bordtennis har man fået den geniale idé at markedsføre bordtennis på byens havn. Her kan bådejerne og gæstesejlerne nu stifte bekendtskab med sporten. “Mr. Bordtennis Bornholm”, Kenny Jensen, søgte og fik bevilget 30.000 kr. fra DIFs Foreningspulje, og en tredjedel af disse midler blev brugt til at indkøbet et udendørs bordtennisbord, specielle bat og bolde til udendørs spil.
– Vi vil gerne vise havnens brugere og sejlende gæster, at man sagtens kan spille bordtennis under åben himmel. Og kan vi på den måde være med til at bordtennissporten får flere udøvere, vil vi meget gerne det, siger Kenny Jensen.
Ifølge ham var det også med slet skjult bagtanke, at bordtennisbordet blev placeret lige ved siden af det nyetablerede havbadeanlæg, som især trækker byens ungdom til.
– Mon ikke der også falder et par ungdomsmedlemmer af til klubben efterhånden som de unge får prøvet bordtennisbordet her, siger Kenny Jensen, da vi besøgte klubben en torsdag formiddag. Her var 10-12 BAT60+ spillere i gang og svedte bravt omkring bordtennisbordene i Hasle IFs bordtennislokale.
Kenny Jensen fortæller, at man i klubbens ungdomsafdeling er så heldig at have én af de unges forælder, Vicki Bachmann, som aktiv leder. Og meget passende er Vicki Bachmann også aktiv i foreningen “Havnens Venner”, som har sine medlemsaktiviteter i klubhuset på Hasle Havn.
Det var derfor meget naturligt for klubben at bede “Havnens Venner” at tage sig af udlåningen af bat og bolde til bordtennisbordet, der er placeret på græsset foran klubhuset. Og bordtennisbordet har allerede nu fået Hasle Havns brugere og besøgende til at spærre øjnene op.
Havnens Venner spiller med
Da vi torsdag efter kl. 12, man kan ikke låne bat og bolde tidligere på dagen, besøgte havnen var det én af “Havnens Venner”, Bjarne Stefanius, har torsdagsvagten i huset. Han har været fisker i mange år, og er i dag skipper på MS JULLE. Og når han ikke er i klubhuset på havnen som medlem eller som vagthavende, sejler han ud på Østersøen med sportsfiskere.
Bjarne Stefanius har ligesom så mange andre dengang han var ung prøvet at spille bordtennis, som han siger. Han udlåner beredvilligt bat og bolde, når der kommer en af havnens besøgende og vil prøve spillet. Og han spiller også gerne med, så mon ikke at Kenny og vennerne i Hasle IF Bordtennis snart får besøg af Bjarne Stefanius i Hasle IFs bordtennislokale.
Lidt anderledes men OK
Det udendørs bordtennisbord til Hasle har, i modsætning til et normalt bordtennisbord, en metaloverflade. Bordtennisbolden man spiller med her er 41 pct. tungere end en normal bordtennisbold, men har dog samme størrelse. Og det er nok meget godt at bolden der her bruges er noget tungere end en normal bold. Da vi besøgte Hasle Havn var der en frisk vind som havde været forstyrrende på spillet med en almindelig bold. Vinden har dog også indvirkning på den lidt tungere bold. Dog ikke mere end man selv kan tage højde for det.
Battene man bruger udendørs er også lidt forskellig i materialesammensætning i forhold til normale bordtennisbats. De er lavet af hårdt massivt plastik med nogenlunde samme vægt som et almindeligt bat. Belægningen har, ikke fordi det har den store betydning, knopper på den ene side og blank belægning på den anden side. Og battene er rimelig enkle at spille med.
I Hasle IF Bordtennis håber man på, at idéen med at opstille udendørs bordtennisborde kan inspirere andre bordtennisklubber og foreninger i byer med lystbådehavne, så det ikke kun er petanque og legepladser som sejlsportens unge og ældre kan fordrive tiden med, når de er i havn.