Massemedierne og seniorbordtennis
Ved «massemedier» forstås i dagligtale radio, fjernsyn og aviser. Tekniske nyskabelser såsom YouTube m.v. er i modsætning til tidligere ikke afhængig af store og dominerende produktionsenheder. I modsætning til YouTube er visningen af elitesporten i de elektroniske medier – læs TV – domineret af kommercielle produktionsselskaber, og de må udformes derefter, med passende pauser til reklamespots.
Men sådan behøver det ikke at være. To eksempler: Vestervig og Roskilde Ældre Motion fra vores egen verden – seniorbordtennis – viser med al tydelighed, at man godt kan komme ud med budskabet til vores målgruppe, uden at dette involvere de store produktionsselskaber. Det kræver måske lidt nytænkning, men det er jo netop det, vi i BAT60-regi er gode til.
På YouTube er der masser af videoer med optagelser, som vi som bordtennisspillere kan lære en masse af, ligesom flere og flere bordtennisklubber er begyndt at live-streame deres holdkampe på bl.a. Facebook.
Jo, der er ingen tvivl om, at vi i bordtennis – der er en lille sportsgren i den store sportsverden – foruden at bruge kræfterne i træningslokalet, også skal kaste noget af energien ind i brugen af massemedierne, der hvor det er økonomisk forsvarligt.