Holbæk så det BAT’er
På weekendens årsmøde i Bordtennis Danmark blev bordtennisspillerne fra Holbæk Bordtennisklub hædret med titlen som ”Årets Klub”. På bordtennisfronten har klubben i mange år ført en omskiftelig tilværelse. Både på det sportslige område og i forhold til medlemsaktivitet. Indtil for 6-8 år siden havde klubben en stor og velfungerende ungdomsafdeling med dygtige trænere, men det stoppede brat. Og for tre år siden var der under 20 seniormedlemmer og ingen ungdom.
For fire år siden startede BAT60+ i Tølløse BTK, og da en del af de ældre spillere her kom fra Holbæk, var det naturligt at disse meldte sig ind i Holbæk BTK i forbindelse med færdiggørelsen af Sportsbyen med bl.a. en velindrettet bordtennishal. De mange BAT60+ kom med både tid og kompetence til Holbæk BTK, og disse kompetencer var der brug for i klubben.
De ældre bordtennisspillere stillede sig som det mest naturlige til rådighed som bestyrelsesmedlemmer i klubben. Og da der samtidig var en del aktive unge bordtennisspillere fra Tuse, som havde lyst til at spille i Holbæk BTK, kom der også en stor og velfungerende ungdomsafdeling ti i Holbæk-klubben.
I løbet af det første år voksede medlemstallet ved udgangen af 2019 til 147, heraf 41 ungdomsspillere. Ved udgangen af 2020 havde klubben 198 medlemmer, heraf 78 ungdomsspillere.
Holbæk-modellen
Holbæk BTK har ikke kun sat sit aftryk på sporten i Holbæk, men i samtlige bordtennisklubber i hele landet tales der om ”Holbæk-modellen” som et eksempel på, hvordan man inddrager – især BAT60+ medlemmer – til at tage aktivt del i klubbens drift i bl.a. i bestyrelsesarbejdet. Herudover er der omkring 10 ældre spillere, som fungerer som hjælpetrænere i ungdomsafdelingen.
Således manglede en håndfuld rigtig gode ungdomsspillere noget kamptræning og god modstand. Så gik tre af de ældre gråskæggede – gråhårede mænd – ind og meldte sig som sparringspartnere. Lederen af ungdomsafdelingen kunne berette, at på vej hjem fra denne træning sagde de unge, at den bedste træning havde de fået af de ”De tre vise mænd”.
Med udnævnelsen som ”Årets Klub” modtog Holbæk BTKs formand, Tina Berg Person, 5.000 kr. fra Bordtennis Danmark.