I 2014 var Ole Hückelkamp og Gert Jørgensen samarbejdspartnere og iværksættere for det, som i dag måske kan kaldes den største succes for breddeidrætten de seneste år. Det var det år grundstenen blev lagt til BAT 60+ som et samarbejdsprojekt mellem DGI og BordtennisDanmark (BTDK). De to iværksættere oprettede BAT60+ med det formål, at tilbyde bordtennis som en motionsform til ældre, der er fyldt 60 år.
Sidste år trådte Ole Hückelkamp (der stadig er cheftræner i Roskilde Ældre Motion, instruktør i demensvenlig træning og instruktør på BAT60+ kurser) af private årsager lidt tilbage som deltager i BAT60+ arbejdsgruppen. Men tag ikke fejl. Først når Ole Hückelkamp trækker vejret for sidste gang, vil han stoppe med at tænke på, hvordan dansk bordtennis igen bliver en sport som dyrkes af mange og kendes af endnu flere.
For 62 år siden blev Ole Hückelkamp vinder af DM i drengerækken. Og sammen med broderen Ib og kammeraten Erling Nielsen, gjorde de tre Sorø til Provinsmestre i 1962 og 1963.
Siden 2014 har Ole Hückelkamp om nogen aktiv bordtennisspiller skabt optimisme rundt omkring bordtennisbordene i klubber og foreninger. Og han har sammen med andre ildsjæle i BAT60+ dokumenteret, at det faktisk godt kan lade sig gøre at lave medlemsvækst og anden form for vækst.
Medlemsvæksten i de danske bordtennisklubber er vokset med over 100% i perioden 2016-2019. Og medlemstilgangen fortsætter stadig til gavn for klubberne.
Ole Hückelkamp blev i 2016-2017 hædret med titlen som årets leder i BordtennisDanmark. Og forleden fik han igen en hilsen og en erkendtlighed i Idrættens Hus i Glostrup for sit store engagement og hans passion for sporten til gavn for bordttemnis i Danmark.