Flot tilgang i NFBTK
Ifølge de foreløbige inputs fra foreningerne efter årets Uge 37, har den landsdækkende indsats også i år båret frugt. Således også i Nykøbing F., hvor 60+s spillerne har mulighed for at spille bordtennis i Torebyhallen i dagtimerne, hvor Aktiv Fritid holder til, og i Ejegodhallen hvor den ”rigtige” bordtennisklub, NFBTK, spiller bordtennis.
I forbindelse med årets Uge 37, fik NFBTK den første aften 12 nye spillere. Den efterfølgende uge var der otte gengangere, men hertil kom så seks nye spillere, fortæller klubbens nestor og kasserer Sven Erik Ægidius. I hans egenskab som kasserer har han indtil nu udsendt otte nye medlemskort til 60+ spillere.
Sven Erik Ægidius fortæller videre, at klubben har fået tilgang af en spiller med handicap samt en spiller som er ramt af parkinson, hvorfor klubben nu også vil rette fokus på dette område.
Det var ifølge Svend Erik primært via annonce i den lokale avis, Folketidende, at de nye spillere var blevet opmærksomme på Åbent Hus arrangementet i NFBTK.