Flere seniorer slår sig til sundhed
Flere og flere danskere over 60 år tager battet i næverne for at slå nogle slag for fællesskab, bedre form og bedre helbred.
Slagene for en bedre seniortid slås i stærkt stigende grad ved landets bordtennisborde. Mens bordtennissporten generelt stagnerer for tiden, tager flere og flere danskere over 60 år battet i næverne for at forsøde seniortilværelsen med prik, loop og smash.
Landet over opstår for tiden en række nye bordtennisklubber og afdelinger for de, der har passeret de 60 år. Og initiativtagerne bag projektet BAT60+, der skal fremme bordtennis for de ældre, ser kun tegn på at væksten vil fortsætte de næste mange år.
Klubberne melder nærmest entydigt om medlemsfremgang for seniorernes vedkommende. Turneringer og stævner for den ældre generation skyder op overalt i landet.
En af initiativtagerne til BAT60+ projektet, Ole Hückelkamp fra Bordtennis Danmark vurderer, at seniorerne har fået færden af en idrætsgren, der i særlig grad passer til ældre.
“Bordtennis er en lempelig sport, der udføres på en lille overskuelig arena. Den kræver ikke dyrt udstyr og den er forbundet med en række sundhedsgevinster. Der er videnskabelig evidens for at sporten fremmer reflekser, balance og koordination, træner hjernens planlægning og udøvelse af bevægelser og hæmmer fedme, aldersdiabetes og demens,” siger den anden initiativtager, Gert Jørgensen fra DGI.
BAT60+ er etableret i et samarbejde mellem BordtennisDanmark (BTDK) og DGI Bordtennis.
I et forsøg på at åbne dørene til sunde slagudvekslinger for endnu flere seniorer, står initiativet bag en landsdækkende åbent hus kampagne i uge 37 klubber landet over og er værter for arrangementerne lokalt.