Efterårsferie med indhold
Projekt BAT MED BEDSTE blev en overvældede succes i Vestervig-Agger Aktivitetscenter. 20 unge og ældre havde en herlig formiddag ved bordtennisbordene med bat og bolde. Og det var tydeligt, at de unge blev lidt mere stolte af deres bedsteforældre, efterhånden som de fik øjnene op for, hvor dygtigt bedstefar eller bedstemor var til at returnere den lille hvide bold.
Udover at spille med bedsteforældrene spillede de unge også med hinanden. Og det som især tiltrak den yngre generation var bordtennisrobotten, som ikke stod stille hele formiddagen. Og robottens øvelser måtte indstilles flere gange for at øge udfordringen med at returnerer boldene.
Der var naturligvis også indlagt pauser, hvor hallens inspektør, Sten Lauridsen, bød på kaffe til de ældre og saftevand til børnene.
Det var dog ikke kun bedsteforældrene som havde taget imod udfordringen ved bordtennisbordene. Via Vestervigs Skoles forældreintranet var forældrene orienteret om arrangementet i hallen. Derfor var der også forældre som havde fundet vej til hallen med deres ferieramte skolebørn for at prøve bordtennis.
På vej med mere samarbejde
Samarbejdet mellem BAT60+ i Vestervig-Agger og skoleeleverne i Vestervig Skole intensiveres yderligere hver tirsdag formiddag i ugerne 47, 48 og 49, hvor skoleeleverne og BAT60+erne spiller bordtennis hver for sig og sammen.
BAT60+erne håber på, at dette initiativ måske på sigt kan danne basis for, at der kan etableres en klub med bordtennis for områdets ungdom.