Brønshøj – Falkenberg den årlige dyst
Brønshøj bordtennis 60+ afdeling har en venskabsklub i Sverige Falkenberg. De mødes en gang om året til årets “landskamp” henholdsvis på hjemme- og udebane. I år var noget særligt da det var 10 års jubilæum. Selvom Coronaen ødelagde et par sammenkomster i 2020 og 2021. I år havde Brønshøj hjemmebane og mødte Falkenberg den 28. og 29.3. Begge hold stillede med 20 personer hver blandet med herrer og damer. Dog flest herrer. Brønshøj var forstærket med enkelte spillere fra andre klubber.
Falkenberg kom til Grøndal MultiCenter til en gang sandwich og drikke midt på dagen og svenskerne gik derefter straks i gang med en seriøs gang træning, hvor Brønshøjspillerne mere kiggede på end trænede.
Holdene blev sammensat efter forventet styrke og hvert hold bestod af to spillere. Så det gav fem kampe inklusiv en double. Der blev spillet fuld ud og alle sæt talte.
Efter nogle hårde kampe måtte vi erkende at Falkenberg vandt den første dag med 6-4 og i kampe 29-21. Så deres seriøse træning havde båret frugt.
Om aften mødtes alle igen i centrets bowlinghal og gæstelokale. Her blev der spist og drukket og humøret var højt og sprogproblemer blev mindre og mindre som aften gik. Der var indlagt en quiz med spørgsmål om bordtennis og almen viden og vinder med 6 rigtige ud af 8 spørgsmål blev Mikael Godtman fra Falkenberg dog efter lodtrækning, da Svenning Jørgensen også havde 6 rigtige.
Krølle vor lokale troubadour underholdt med sange fra de gode gamle 60’ere som alle kunne skråle med på. Der blev yderligere afholdt bowlingkampe som landskamp, men ingen kunne rigtigt huske hvem der vandt.
Næste dag mødtes vi igen og nye kampe skulle udkæmpes dog ikke samme modstandere som dagen før, men stadig med 10 2- mandshold på hver side. Vi i Brønshøj var lidt betænkelige da vi var bagude i stillingen, og endnu værre havde vi set at både om aften og næste dag at flere svenskere havde drukket alkoholfri drikke. Det tydede på ekstra seriøse kampe. Danskerne havde vanen tro holdt sig til de stærkere drikke. Det var alligevel det klogeste, da Brønshøj vandt.
Det blev denne gang 6-4 med 29-21 i kampe til Brønshøj, så nu var det antal sæt der skulle afgøre hele landskampen. Antal sæt blev 190 – 179 i Brønshøj favør og Brønshøj blev dermed sammenlagt vinder.
Vi afsluttede besøget med en gang frokost og overrækkelse af vandretrofæet, som nu står lunt og godt i Brønshøj. Gert fra Brønshøj som har været foregangsmand og været med alle gangene modtog pokalen fra Tommy Lindskog som har været Sveriges foregangsmand og også har været med alle gangene.
Alle var enige om at det havde været nogle dejlige dage, og ny dato 12.3.-13.3.2024 blev fastsat for næste “ landskamp” i Falkenberg.
Referent
Jørgen Jensen