Bordtennis for alle aldre i Vestervig
60+’erne i Vestervig har efterhånden fået fuldtidsjob med at virke som instruktører/underviser/legeonkler og ditto tanter for børn, unge og ældre i det vestjyske.
I denne uge har klubben Vestervig holdt åbent hus i to dage for 60+ og senior/junior. To uger forinden, i forbindelse med Uge 35-projektet med Åbent hus for ungdom, var det igen 60+’erne som virkede som instruktører og trænere. Her er der nu etableret en ungdomsafdeling med foreløbig otte spillere på 11-14 år.
Vestervig Bordtennisklub havde inden Uge 37 30 medlemmer – heraf 24 60+-medlemmer. Og i forbindelse med Åbent Hus i denne uge er der yderligere fire 60+-medlemmer som har meldt sig ind i klubben.
Det foreløbige sidste sportslige tiltag på bordtennisfronten i det vestjyske er SFO’erne fra Hurup Skole, hvor det også er de aktive 60+’ere der sørger for, at de små 6 til 10-årige får en times bordtennis én dag om ugen de næste to måneder. Det er eleverne i Vestervig Skoles Skolefritidsordning, som her holder de ældre 60+’er på dupperne.
Første gang med SFO-børnene var onsdag den 14. september, og det kan godt være, at de 16 børn ikke fik sved på panden, men det gjorde de to BAT60+’ere.
Bordtennisklubben har med sine 60+ hjælpetrænere også sagt ja til at være med i Idrætsdagen i næste uge, når eleverne i overbygningen på Hurup Centralskole holder idrætsdag i Vestervig-Agger Hallen, og hvor eleverne skal have mulighed for at prøve flere idrætter
– Vi håber, at vores engagement kan være med til, at endnu flere får øjnene op for, hvor sjovt det faktisk er at spille bordtennis, siger BAT60+ hjælpetræner i Vestervig Bordtennisklub Hanne Stagaard, som sidste år for første gang prøvede at have et bordtennisbat i hånden.