BAT med Bedste
Ungerne har vinterferie og forældrene er arbejdsramte. Hvad er mere naturligt end at bedsteforældre træder til. Og efterhånden som flere og flere bedsteforældre pakker sportstøjet og lægger battet i sportstasken, er løsningen lige for, mener forretningsudvalget i BAT60+.
– Vi har tidligere opfordret bedsteforældrene til at tage de ferieramte børnebørn i hånden og tage dem med til de mange bordtennisklubber landet over, der har fået gang i BAT60 bordtennis, siger Lis Hævdholm, der bestyrelsesmedlem i Holbæk Bordtennisklub (HBTK) og medlem af Forretningsudvalget i BAT60+, og tilføjer, at klubbernes ungdomsspillere selvfølgelig også gerne må tage deres bedsteforældre med til bordtennis i vinterferien.
Startede som forsøg i HBTK
Projektet BAT MED BEDSTE startede som forsøg i HBTK, hvor man opfordrede sine ældre medlemmer til at tage børnebørnene med til bordtennis i skolernes efterårsferie, hvor det ofte kunne være svært for børnene at få tiden til at gå.
Lis Hævdholm peger på, at forældre ofte har et problem med at få passet børn i vinter- og efterårsferien.
– I HBTK kunne vi se, at vi med projektet fik nye spillere (medlemmer) – både unge og ældre – som et resultat af BAT MED BEDSTE, siger Lis Hævdholm.
Hun håber på, at mange andre bordtennisklubber i hele landet stadig er med på idéen, og opfordre klubberne som ellers holder lukket i vinterferien til at åbne dørene, så de ferieramte børn og deres bedsteforældre kan få en positiv oplevelse med sjov og samvær.
– Og så kan forældrene jo med god samvittighed gå på arbejde eller andre gøremål, når de ved at børnene er i gode hænder, siger Lis Hævdholm.