Ældre københavnere og personer med Parkinson og demens tilbydes bordtennis
Nyere forskning dokumenterer, at bordtennis har en gavnlig effekt i forhold til behandling af neurologiske lidelser som Parkinson, Alzheimer samt andre former for demens. I København er flere end 5.000 københavnere diagnosticeret med sygdommen Parkinson.
Forskerne ved Karolinska University Hospital og Karolinska Institute konkluderer i deres studie fra 2020, at bordtennis er en god aktivitet for ældre, hvor der ikke er kropskontakt eller stor fysisk belastning. I modsætning til en række andre sportsgrene kan bordtennis dyrkes højt op i alderen af både mænd og kvinder. Derudover viser studiet at der kan være gavnlige effekter for folk diagnosticeret med Parkinson.
Samtidig er bordtennis relativt let at lære og kræver ikke meget udstyr eller plads. Det vigtigste er, at undersøgelser viser, at bordtennis stimulerer hjernen, udvikler balanceevnen positivt, træner blodkredsløbet og styrker hånd-øje-koordination.
Derfor har Københavns Kommune bevilget 1.1 mio. kroner over en to-årig periode til et sundhedsprojekt til københavnere med Parkinson og demens. Målet er at fremme aktiviteter for ældre borgere samt borgere i kommunen, der er diagnosticeret med Parkinson og demens.
Faktisk er man også begyndt at sætte bordtennisborde op på aktivitetscentre, plejehjem og dagcentre.
Det er Sundheds- og Omsorgsudvalget i Københavns Kommune og Bordtennis Danmark som på vegne af Københavns Kommune i fællesskab skal løbe sundhedsprojektet i gang. I Bordtennis Danmark håber bestyrelsesformand Henrik Vendelbo, at sundhedsprojektet medfører, at København bliver verdens mest bordtennisspillende hovedstad.
BAT60+ som tovholdere
Bordtennis Danmark har overladt implementering af sundhedsprojektet til BAT60+, hvor det er Lars Bo Kaspersen og Gert Jørgensen, der er tovholdere. Bordtennis Danmark og BAT60+ modtog sidste forår midler fra Trygfonden til at udbyde en indsats med bordtennis målrettet borgere ramt af Parkinson, med fokus på at forbedre det fysiske helbred og borgerens selvhjulpenhed.
Derfor var det naturligt, at Lars Bo Kaspersen og Gert Jørgensen tog initiativet til første møde med repræsentanter fra Sundheds- og Omsorgsudvalget i København. Og her blev det ret hurtig klart, at registrering af mulige lokalefaciliteter hvor der kan dyrkes bordtennis er den største udfordring.
– Mange steder er det skolerne som har booket sig ind på faciliteterne, hvad enten de bruger retten eller ej. Og derfor kan man ikke bare overlade det til bordtennisfolket at benytte ledige faciliteter.
– Også i forhold til de selvejende institutioner med ledig plads, kan man ikke uden videre regne med at man kan få lov til at opstille et par borde til mulige bordtennisspillere, siger Gert Jørgensen, og ærgrer sig lidt over, at projektet udelukkende et tilbud om bordtennis i Københavns kommune, hvilket udelukker potentielle klubber og foreninger i fx Frederiksberg Kommune og Tårnby Kommune på Amager.
Gert Jørgensen oplyser, at de klubber som indtil videre har sagt takket ja til at være medspillere på projektet er Brønshøj, Christianshavn, Københavns BTK, Posten og Fremad Valby.
– Det er meget vigtigt at klubberne giver plads til personer med neurologiske sygdomme som demens og Parkinsons, siger Gert Jørgensen og glæder sig over at fremdriften i sundhedsprojektet har betydet, at der er født et selvkørende bordtennisaktivitet i EnergiCenter Voldparken og at en aktivitet starter den 6. maj i Østerbro Kulturhus.
Begge steder bliver der spillet bordtennis under projektets paraply i formiddagstimerne. I næste måned holdes der Åbent Hus i de klubber som indtil videre har givet tilsagn om at være med i projektet og i Kulturhuset og EnergiCenteret.
– Den økonomiske og praktiske støtte til de nye spillesteder udenfor det etablerede klub- og foreningsregi, har givet et par knubbede bemærkninger fra de etablerede klubber som mener, at der her er tale om konkurrenceforvridende virksomhed, fortæller Gert Jørgensen.
Til det siger han, at der givet vil sive spillere til de etablerede foreninger efterhånden som disse spillere ønsker flere udfordringer.
Senest har Svanemøllehallen givet tilsagn om at stille et ledigt lokale til en 60+ aktivitet i formiddagstimerne.
Støtter ikke etablering af klubber
Sundhedsprojektet støtter økonomisk bordtennisaktiviteten og ikke dannelsen af klubber. Men i konditionerne for projektet fremgår det dog, at de bordtennisaktiviteter der opstår som følge af projektet skal være selvkørende, så de på den måde forankres som et sundhedstilbud til Københavns Kommunes ældre medborgere.
Gert Jørgensen indrømmer gerne, at han ikke ser noget problem i, at sundhedsprojektet betyder at der kommer flere og nye BAT60+ foreninger.
350.000 kr. afsat til materiel i projektet og dette styres med fast hånd af embedsværket i Københavns Kommunes sundhedsafdeling, mens de sidste 375.000 kr. x 2 administreres af Lars Bo Kaspersen og Gert Jørgensen på vegne af BTDK i fællesskab.
De to aktive BAT60+’ere leder pt. efter nogle såkaldte opsøgende ”detektiver” i bl.a. klubberne, der kan være opsøgende med til af finde spillemuligheder og som også, i samarbejde med venner og bekendte, kan være med til at markedsføre sundhedsprojektet overfor kulturhuse i København.
Der skal laves introduktionsvideoer
Næste store udfordring i sundhedsprojektet er at få fremstille nogle videoer, som på en let og forståelig måde kan vise de nye spillere nogle bordtennisteknikker, samt hvordan man kan lave let robottræning. Det der ellers er tilgængeligt er hovedsagelig målrettet spillere, som har prøvet sporten tidligere i deres liv.
Gert Jørgensen forventer og håber på, at DGI Bordtennis vil gribe bolden og lave seminarer, hvor der er fokus er på både det sundhedsmæssige aspekt og på, hvordan man kan hjælpe personer med neurologiske lidelser. Og når sundhedsprojektet fra Københavns Kommune har dokumenteret de sundhedsgavnlige effekter af bordtennis for ældre og borgere diagnosticeret med Parkinsons eller demens håber han på, at andre kommuner rundt om i landet vil etablere lignende projekter.