Hedetur – men holder hovedet koldt
Naturligvis bliver man varm og svedig, når man spiller bordtennis. Men man skal stadig holde hovedet koldt! Ikke undertegnedes ord, men et udsagn fra en aktiv bordtennisspiller i Aktivitetscenter Skovgården i Værløse.
Takket være BAT60’s uge 37-kampagne, og ikke mindst en ihærdig indsats af ildsjæle, som producerede og omdelte flyers i bl.a. Værløses Butikscenter om Åbent Hus-kampagnen, er der i dag 32 nye bordtennisspillere (28 mænd og 4 kvinder) i den lille gymnastiksal på Skovgårdens 1. sal. Her er plads til tre borde, hvorfor man her har været nødt til at oprette nye hold og få flere spilledage.
På Skovgården spilles der bordtennis hver tirsdag fra kl. 14.15 til kl. 18.00 og torsdag kl. 14.15 til 15.45. Derudover også hver fredag kl. 15.00 til kl. 17.00. De 32 nye bordtennisspillere er kommet til i løbet af det sidste 2 ½ år.
Flest er der dog kommet i årets uge 37. Her fik bordtennisfolket på Skovgården besøg af 25 potentielle nye spillere. Og som kuriosum kan det nævnes, at man havde investeret i seks sodavand, idet man ikke havde forventet så mange interesserede. I dag kan Skovgården Bordtennis melde alt udsolgt. Og så er det jo godt, at interesserede seniorer kan finde alternativer i Furesø Kommune.
Pt. tilbydes der seniorbordtennis, så vidt vi er orienteret, i Furesø Bordtennisklub i Farum Arena og i Jonstrup Senior Akademi i Værløse og som før omtalt i Skovgården i Værløse. Så hvis man som senior i Furesø Kommune har lyst til at prøve kræfter med bat og bold er det ikke så svært at finde et sted, hvor man kan få stillet sine lyster.
En del seniorer i Værløse har deres naturlige gang i Aktivitets- og Forebyggelsescenteret. Centeret havde bl.a. som en af sine mange tilbud til lokalområdet ældre indtil for nylig havde ét bordtennisbord, hvor brugerne kunne spille bordtennis. Som følge af den overvældende succes, og takket være interessen for at spille bordtennis, har centeret investere i to nye bordtennisborde.
I Skovgården betaler de pt. 32 bordtennisspillere 150 kr./pr. spiller/år som brugerbetaling. På den måde er de med til at betale for bl.a. rengøring og vedligeholdelse af gymnastiksalen.
Aktivitets- og Forebyggelsescenteret Skovgården er et tilbud til alle Furesø Kommunes pensionister og efterlønsmodtagere. Centeret har omkring 1000 brugere og ca. 100 frivillige. De frivillige arbejder sammen med husets medarbejdere om aktiviteter, arrangementer, butikker og reception.
Det er en stor del af husets virke, at frivillige løfter mange forskellige opgaver og på den måde medvirker til, at paletten af tilbud bliver så bred og varieret. Og det glæder centeret leder, Merete Harrig, at bordtennis er blevet en af centerets meget besøgte aktiviteter. Og da vi besøgte Skovgården var hun ikke afvisende for, at der skulle investeres i bander og flere bolde til Skovgårdens bordtennisspillere.
Centeret har bl.a. et pr- og udviklingsudvalg, hvor én af primus motorerne bag Skovgårdens bordtennissucces er medlem. Det er Kåre Therkelsen, 68 år, og som i øvrigt også spiller bordtennis i Furesø Bordtennisklub.
Kontakt til Danske Seniorer
I foråret formidlede Kåre Therkelsen, der i en periode arbejdede som formidlingskonsulent i Socialministeriet kontakten til sin tidligere kollega i ministeriet, Per K. Larsen, et møde mellem Per K. Larsen som siden 2017 har været landsformand for Danske Seniorer og BAT FU-medlem Gert Jørgensen. Her skulle det afklares, om de to organisationer havde noget at tilbyde hinanden.
Per K. Larsen, er uddannet som cand. psyk. fra Københavns Universitet og i en menneskealder har beskæftiget sig med arbejdspsykologi og organisationsudvikling. I 12 år har han bl.a. beskæftiget sig med udviklingsprogrammet for kommuner og frivillige organisationer for Socialstyrelsen.
Per K. Larsen har været medlem af kommunalbestyrelsen i Furesø Kommune for Socialdemokraterne, og fra 2005 har han været formand for Center for Hjerneskadede ved Københavns Universitet.
Og ikke mindst! Han er bestyrelsesmedlem for Jonstrup Senior Akademi, hvor han bl.a. har fundet tovholdere til at beskæftige otte seniorer, som har spillet bordtennis hver tirsdag eftermiddag siden uge 37 i år.
BAT60+ tilbyder bl.a. at låne borde ud i tre mdr. til en lokalforening fra Danske Seniorer, så man kan måle interessen blandt medlemmerne. De første borde som blev udlånt var i landsformand Per K. Larsens lokalforening, Jonstrup Senior Akademi.
– Jeg har spillet bordtennis som dreng og ung. I dag spiller jeg badminton og petanque, men jeg skal da også i gang med bordtennis igen, siger Per K. Larsen, der har givet tilsagn om at man i Danske Seniorer gerne vil være med til at formidle interessen for bordtennis som et godt tilbud til lokalforeningernes medlemmer.
Danske Seniorer startede som sammenslutning af pensionistforeninger i én af tre landsforeninger i Jylland i 1920. I 2013 blev de tre landsforeninger slået sammen til én landsforening, som arbejder for bedre forhold for seniorer i Danmark – og for at der skal være fællesskaber for ældre over hele landet.
– Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at vi i BAT60+ skal samarbejde med Danske Seniorer over hele landet for at få endnu mere gang i bordtennis for pensionister og efterlønsmodtagere, siger Gert Jørgensen og tilføjer, at Danske Seniorer har omkring 100.000 medlemmer over hele landet og har mange lokalforeninger, hvor der arrangeres motion og bl.a. også bordtennis.
Post og sælger som tovholdere
Steffen Thuebæk, 64 år, er en af de aktive tovholdere i Skovgården Bordtennis. I en menneskealder var han ansat i Post Danmark A/S. En del år spillede han motionbordtennis i de lokale postafdelinger, hvor han arbejde. Han har også været fodboldtræner i Farum Boldklub. For ét år siden blev han aktiv som bordtennisspiller i Skovgården, og sagde straks ja til at være tovholder for torsdagsholdet.
Også på bordtennisfronten lever Aktivitets- og Forebyggelsescenteret Skovgården op til sit navn. Et par spillere har fået diagnosen demens og en enkelt lidt yngre spiller har Alzheimer. Det er dog hindring for at de dyrker sporten med bat og bold. Dog skal man, som Steffen Thuebæk siger, være lidt mere opmærksom på, at de også får noget ud af det, når de spiller kamp.
I øjeblikket er det ikke tilrådelig at spille double som følge af risikoen for smitten med corona virus. Heller ikke i Skovgården Bordtennis, hvor de fleste udøvere er i risikogruppen.
– Det er lidt ærgerligt, at vi ikke kan spille double, da det er noget de fleste af vores spillere har det sjov med. Også på det sociale plan, siger Steffen Thuebæk.
Tirsdag eftermiddag er det Kaj Nissen, 72 år, som er tovholder på Skovgården. Han begyndte med at spille bordtennis som soldat. Senere i livet når han besøgte sin bror, blev han inviteret ned i dennes kælder til et slag bordtennis og en øl. Mange år senere brugte Kajs mor Skovgården, og på den måde blev han opmærksom på mulighederne her.
– I starten havde vi kun ét bord i gymnastiksalen, og vi var maks. fire spillere. Ofte stod jeg alene og håbede på, at der ville komme nogle og spille med mig. Men jeg troede på, at det kunne lade sig gøre at få flere til at spille. Og når man tror på noget hjælper det, hvis man skal formidle det glade budskab, siger Kaj Nissen, der har arbejdet som sælger indtil han gik på efterløn.
Ifølge ham har mange værløseborgere fået øjnene op for, hvad man kan på Skovgården. To tredjedele af byens borgere kender Skovgården af navn, men ikke af gavn.
– Men heldigvis bliver flere og flere opmærksom på aktivitetscenterets kvaliteter, siger Kaj Nissen.
Begge tovholdere er enige om, at bordtennisaktiviteten på Skovgården i Værløse har været med til at give aktivitetscenteret nyt liv. Og det er jo ikke så ringe, som man siger på jysk!