I Lemvig Gymnastikforening (LGf), hvor Morten Ganderup med hård men samtidig kærlig hånd styrer de bordtennisaktive over 60 år, er der fokus på vigtigheden af at der også skal netværkes, når man mandag formiddag kl. 9-12 er samlet til bordtennis i BAT60+ regi.
– Det er jo en kendt sag, at vi alle har færdigheder og evner for andet end det, som lige springer i øjnene og selv om bordtennis er masser af god motion, sjov, hygge og fællesskab, så skal man som træner og formand for bordtennisafdelingen i LGf også have fokus på netværket i lokalområdet, siger Morten Ganderup.
Netop denne dag, hvor vi er på besøg og står og snakker om muligheder og begrænsninger for at dyrke bordtennis for ældre spillere, er den lokale formand for ÆldreSagen i Lemvig, Jan Moeskjær Pedersen, for tredje gang denne sæson på besøg i LGf -huset for at svinge battet.
Morten nævner i forbifarten, at et par af klubbens 11 bordtennisborde har set bedre dage, og at det nok er ved at være på tide at se på mulighederne for at få dem udskiftet. ÆldreSagens formand blander sig ret hurtigt i vores snak, og der går ikke mange sekunder før Morten bliver opfordret til at ansøge den lokale ÆldreSagen om penge til et nyt bordtennisbord. Og inden vi ser os om, er ansøgningen formuleret, og vil blive behandlet på første møde i januar måned 2019 i ÆldreSagen Lemvigs bestyrelse og med formandens positive indstilling.
Alle er velkomne
I LGf er alle seniorer fra lokalområdet meget velkomne. Her er både de meget dygtige turneringsspillere, de lidt øvede og begynderne samlet i BAT 60+-regi. De lidt mindre øvede og begynderne møder hver mandag kl. 9,00 og stiller syv borde op i den store hal, hvor belysningen ikke er helt optimal. Her dyster de til kl. 10.00, hvor de noget bedre spillere møder frem. Kl. 10 er der kaffe på kanden og frisk morgenbrød til alle, og så kan der hyggesnakkes et kvarters tid. Herefter sætter de dygtigere spillere fire borde op i det noget mindre lokale. Her er lysforholdene til gengæld helt perfekt, og så bliver der trænet igennem og spillet kampe indtil kl. 12.00 i begge haller, hvor de fleste skal hjem til frokost. Nogle måske hjem til en tiltrængt ”morfar”, mens andre skal ud til andre idrætsaktiviteter. Jo, der er gang i de ældre i Lemvig.
Det er der også i Morten Ganderup, som når han ikke er beskæftiget med bordtennis, også er en passioneret løber. Han er æresmedlem af Lemvig Løbeklub. Når man ikke finder Morten i gang med en bordtennisaktivitet et eller andet sted i landsdelen, kan man se ham løbende på vejene i og omkring havnebyen syd for Thyborøn.
Morten har bl.a. igangsat Get Running-projektet, som blev startet op i 2010, og som dengang gav løbeklubben en stor fremgang i antallet af medlemmer. Morten besidder en stor viden om træningslære i forhold til løb, som han villig deler ud af.
Udover Get Running, som er Mortens hovedværk, spiller han også en stor rolle i organisering og realisering af Byløbet og som primusmotor i Lemvig Løbeklubs arrangement “Lemvig Stafetten”.
BAT60+ er fremtiden
Morten Ganderup var i mange år ungdomstræner for LGf bordtennis, og havde dengang en forventning om, at det var på ungdomssiden, at dansk bordtennis skulle bygge fremtiden. Men det skete som bekendt ikke. Bordtennisspillernes antal blev færre og færre, og antallet af registrerede klub- og foreningsmedlemmer var indtil for få år siden katastrofal lav.
– Egentlig er det sørgeligt at sige. Men jeg er overbevist om, at vi i BAT60+ er den eneste grund til, at vi i bordtennis nu har fremgang i antal idrætsudøvere. I 2018 fik vi 10 nye spillere som følge af vores kampagne i uge 37. Omkring halvdelen af dem er stadig medlem, og i dag er vi 34 60+-medlemmer af vores klub, fortæller Morten Ganderup.
Klubbens ihærdige ildsjæl har en stor viden om træningsmetoder, som han villigt deler ud til spillerne. Morten var i 11 år ansat som DGI konsulent. Forinden var han medlem af DGIs Landsudvalg Bordtennis, og har gennem tiderne været instruktør på utallige bordtenniskurser i DGI-regi.
– Morten har været meget aktiv som opsøgende kollega og holdt liv i klubber i det nord- og vestjyske og har Især været meget aktiv ude hos klubberne i de sidste to års uge37 kampagner, siger Ole Hückelkamp, medlem af BAT60+ Fællesudvalget og medlem af DBTU’ Veteranudvalg m.m. og tilføjer, at han anser Morten for en teamplayer som han værdsætter og respekterer.
– Sammenlignet med Østdanmark er vi i Vestdanmark noget mere udfordret med at få genrejst klubber/foreninger med vores BAT60+ tiltag i forhold til stævner og venskabsbesøg i naboklubber, fortæller Morten Ganderup med henvisning til de noget større afstande, der er imellem klubberne.
En del af LGfs BAT60+-medlemmer var sidste efterår på besøg hos ”naboerne” i Ringkøbing. En herlig tur, fortæller nogle af deltagene, men 50 km. er måske lige langt nok at køre for at spille tre kampe, påpeger de.
LGf genrejst med BAT60+
Morten Ganderup genrejste ved hjælp af BAT60+ i 2017 bordtennis i foreningen. Sporten, der tidligere var en meget aktiv del af LGf, var gået i stå.
-Det passer jo stort set alle, fordi det ikke er fysisk krævende og vi ser næsten aldrig skader som følge af bordtennisaktivitet, siger Morten Ganderup.
Han glæder sig også over, at han i BAT60+ regi nu møder forældrene til ungdomsspillere, som Morten trænede dengang han var ungdomstræner. Han er dog ikke blind for, at der skal være nogen til at tage over, hvis han en dag ikke har mulighed for at være den ledende ildsjæl i klubben.
-Jeg er sikker på, at der nok skal være nogen til at føre depechen videre, og vi har da haft flere med på vores BAT60+ kompetencekursus, siger Morten Ganderup og peger på 77-årige Jørgen Ankersen, som én af dem, der har deltaget i kurset.
– Kurset var såmænd ikke så ringe. Jeg fik masser af redskaber med hjem på trods af, at deltagernes bordtennisniveau var meget forskellig, siger Jørgen Ankersen som tidlige har spillet holdturnering sammen med Morten i JBTUs Serie 3.
I dag udgør Jørgen Ankersen en glimrende doublekonstellation sammen med den noget yngre Ole Mose Jeppsen (71). Den formiddag vi besøgte klubben gennemtævede de modstanderne på den anden side af nettet som tilsammen var omkring 100 år.
På baggrund af bl.a. Jørgens bemærkninger, har BAT60+instruktørerne valgt at lave et begynderkurssus, som kun henvender sig til de mange nye spillere, der i de sidste par år har tilmeldt sig klubberne/foreningerne.
Det er et to-timers kursus som BAT60+ nu tilbyder de nye spillere som har lyst og energi til at få lidt mere styr på teknikken. Det er jo en kendt sag, at skal man lære noget nyt, skal man lære det rigtigt fra starten.
Kurset afvikles lokalt, da en af de dygtige instruktører fra BAT60+s instruktørteam vil tage ud til klubben/foreningen og stå for undervisningen.
Efter deltagelse på begynderkurset vil de fleste, efter instruktørernes mening, uden problemer kunne deltage det noget mere krævende kompetencekursus.
– Spørger man dem som deltager i vores kompetencekurser, hvorfor de gør det, svarer de fleste, at de gerne vil være dygtigere til bordtennis. Man skal ikke forvente, at de nok vil overtager træningen/instruktionen i klubben, når de kommer hjem fra kurset. Kun hvis de selv vil, fastslår Morten Ganderup.
Vestjysk kontingent
I Vestjylland er man ikke meget for at betale til noget, som man ikke bruger. Sådan er det også med klubkontingenter.
– De fleste her mener, at kommer man ikke træningen den dag, skal man heller ikke betale. Derfor har vi besluttet, at man betaler 25 kr. hver gang man møder frem. Det dækker bl.a. kaffe og morgenbrød, fortæller Morten, og tilføjer, at nye spillere her kan låne bat, ligesom det også er tilfældet i de fleste andre BAT60+-klubber.
Boldene, der spilles med i LGf, er de mindre dyre træningsbolde, og de fløj om ørerne på én, mens vi var på besøg. Her bruger spillerne ikke tid på noget så unyttigt som at samle bolde op, mens man træner.
– Indtil videre spilles der kun mandag formiddag i LGf –huset på Godsbanevej i Lemvig, men vi kan naturligvis også inddrage andre dage, hvis og når interessen bliver større, siger Morten Ganderup.
Den aktive og ihærdige bordtennisleder ser frem til at få gang i endnu flere BAT60+-klubber i det midt- og nordjyske i år. Han er klar til at benytte alle sine netværkskontakter til klubberne /foreningerne. Også her skal netværket bruges!
Tekst og foto:
Per Frederiksen