For nylig besluttede idrætslærerne på folkeskolerne i den gamle Hirtshals Kommune at afvikle en skoleturnering for eleverne i 3.-6. klasse. Lærerne spurgte BAT60+ spillerne i B75 om de havde lyst og tid til at hjælpe med det praktiske arbejde i Multihallen i Hirtshals Idrætscenter i et par dage. Og straks meldte ca. halvdelen af klubbens 60+’ere sig klar til at hjælpe med at sætte bordtennisborde op og ned og i øvrigt gøre hallen klar til kampene. Skoleturnering blev afviklet den ene dag for 3.-4. klassetrin og dagen efter for 5.-6. klassetrin. Og begge dage stillede 60+’erne op, fortæller kontaktperson for de ældre bordtennisspillere (Bat 60+) i B75, Claus Uttrup.Claus fortæller, at de fleste af klubbens 25 medlemmer træner hver onsdag kl. 10- 13. Gruppen startede sidste år, og havde til at begynde med en ungdomsspiller som træner. Senere på året blev Claus Uttrup medlem af 60+’erne i Hirtshals, og gruppen bliver i dag trænet af B75 cheftræner, Tarek Hassan, en time hver onsdag formiddag, hvilket ifølge Claus har betydet en stor fremgang hos spillerne, som næsten alle sammen er nye spillere.
Måske mere træningstid
Claus Uttrup er ikke afvisende for at BAT60+’erne, efterhånden som de bliver endnu flere, bliver nødt til at søge om plads i Multihallen i Hirtshals i dagtimerne en dag mere om ugen.
– Det var ikke så let at få løbet 60+ i gang, og på et tidspunkt sidste år så det ud til, at vi måtte opgive, men med Tarek’s hjælp og med lidt mere struktur på træningssamlingerne går det rigtig godt nu.
– Og med vores hjælp skoleturneringen viser det, at B75 har fået endnu flere ildsjæle, som står klar til at hjælpe, når der er brug for det, slutter Claus Uttrup, som før han kom til klubben ikke havde spillet bordtennis siden han prøvede det på spisebordet i forældrenes gildesal.
Af Per Frederiksen