Stadig flere højskoler hopper på bordtennisbølgen
– Mon dog ikke, flere højskoler kommer til hen ad vejen?
Sådan spurgte vi her på BAT60-siden i starten af året, da vi omtalte de første bordtenniskurser på højskoler som Rude Strand og Gerlev.
Og jo, svaret er et rungende ja, for siden er der dukket kurser for bordtennisglade ældre op på Agger Seniorhøjskole, Nørgaards Højskole og senest Liselund Højskole på Sjælland. Mens de øvrige kurser kan melde alt udsolgt og endda om ventelister, er der stadig pladser på Liselund-kurset, der har taget bordtennis på programmet i perioden fra den 14. til den 20. marts næste år.
Det vigtigste er smilet
På Liselund Højskole, der ligger i Slagelse, bliver glæden og alt det sjove ved spillet omdrejningspunktet for programmet, der strækker sig fra opvarmningsøvelser uden bat til en afsluttende turnering for kursisterne. De stifter undervejs bekendtskab skru, serv, teknisk træning, benarbejde og diverse øvelser, alt sammen under mottoet: Det vigtigste er ikke, hvem der vinder, men hvem der får det største smil frem.
Prisen for at deltage ligger på mellem 4.530 og 6.500 kr., afhængig af ønskerne til indkvarteringen.
I finder hele programmet her.










