Ildsjælepris til Søren Gräs fra Skensved Bordtennis
Tirsdag den 28. oktober modtog Søren Gräs fra Skensved Bordtennis Køge Kommunes Ildsjælepris, overrakt af formanden for Kultur og Idræt, Ken Kristensen, under 60+ EXTRA-træningen i Skensvedhallen.
Søren begyndte først at spille bordtennis som 67-årig i 2022, men har siden udviklet sig til en central drivkraft i klubbens arbejde – særligt inden for 60+ segmentet. Sammen med Freddy Madsen står han for 60+ EXTRA, et tilbud målrettet Parkinsonramte spillere, der opstod efter inspiration fra Bordtennis Danmark og BAT60+.
Derudover er Søren aktiv ved den ugentlige 60+ træning på Højelse Skole, hjælper ved ungdomstræningen, og spiller selv på både serie 4- og 60+ holdene. Han har også sat sig ind i brugen af klubbens bordtennisrobot, så både unge og seniorer får glæde af teknologien.
”Søren er et forbillede på, hvad det vil sige at være frivillig ildsjæl – han løfter, bidrager og inspirerer,” lyder det fra klubbens bestyrelse.
Med prisen anerkender Køge Kommune en indsats, der ikke bare styrker bordtennissporten lokalt, men også viser, hvordan fællesskab, frivillighed og bevægelse kan gå hånd i hånd – uanset alder.










