Stævne – kun for BAT
I sidste uge, nærmere bestemt onsdag d.29.september mødte 65 bordtennisspillere – alle BAT60+- spillere, op i multihallen i Holbæk Sportsby. Desværre lidt færre end sidste år, inden coronaen satte en stopper for indendørs konkurrenceidræt. Dengang var der simpelt så mange med, at det trods brugen af to haller ikke var muligt at gøre stævnet færdigt i løbet af en dag.
Forleden lykkedes det dog at gøre stævnet, der var et singlestævne i A – B – C og D-rækken, færdigt. På de tyve bordtennisborde var der plads til alle. Og som sædvanligt når BAT60+ organiserer stævner, spiller vi “socialt”, så selv helt nye spillere har en mulighed for at gå hjem med en præmie i form af en flaske rødvin. – Hvor er det dejligt, der findes frivillige, der lægger tid og kræfter i at organisere den slags, siger formanden for Holbæk Bordtennisklub (HBTK) Tina Berg Person.
Næste stævne
HBTKs formand, der også er BAT60+-spiller, glæder sig over, at når man møder op til disse stævner igen og igen, så sker der også det forunderlige, at man efterhånden får bekendtskaber i de andre klubber – det er bare så hyggeligt, som hun siger og glæder sig allerede nu til det kommende doublestævne i Østdanmark. Nærmere bestemt den 13. oktober i Amager-hallen, hvor der også spilles i alle rækker. Tilmeldingsfrist her er lørdag d. 9. oktober på mail til Tommy Jensen mail: tjada@bellahoej.net eller på tlf. 24 82 57 33.