Ny BAT60+ klub i Nordvestjylland
Vestervig Tennis- og Badmintonklub er nu en del at BAT60+ konceptet. Klubben har etableret en bordtennisafdeling for seniorer over 60 år. Tirsdag den 8. juni kl. 10 mødte ti forventningsfulde spillere – 2 kvinder og 8 mænd – frem i Vestervig-Agger Hallen.
Spillerne fik en orientering om alle de fordele der er ved at dyrke bordtennis i regi af BAT60+. Herefter gik spillet i gang ved de tre bordtennisborde. Kun en enkelt af de 10 fremmødte havde tydeligvis dyrket sporten for ikke så længe siden. De øvrige var stort set nybegyndere, men i løbet af et par timer havde de fleste fået fat i det grundlæggende i spillet takket være instruktion og hjælp fra en bordtennisrobot.
Det sociale er som bekendt en stor del af spillet, og de nye spillere fik serveret kaffe af halinspektør Sten Lauridsen, som hilste bordtennisspillerne velkommen og glædede sig over at bordtennis nu var en del af Vestervig-Agger Aktivitetscenters tilbud.
Indtil videre mødes de nye BAT60+ spillere hver tirsdag kl. 10-12. Dog afbrudt af en sommerferie i juli-august. Efter sommerferien fortsætter BAT60+ gruppen en enkelt dag om ugen. Spillerne i Vestervig forventer dog, at der bliver behov for at få en spilledag mere i hallen efterhånden som flere bliver opmærksom på aktiviteten. Herudover tilbydes bordtennis som en del af de pensionist aktiviteter der foregår i hallen hver onsdag formiddag.