85 år – men stadig aktiv
Faaborg Bordtennisklubs grand old man, Per Bjarnt, er fyldt 85 år. Men det holder ham ikke af at være særdeles aktiv i klubben som i foråret fik fire nye borde. Inden coronakrisen lukkede ned for bordtennisaktiviteten i klubben, var han sammen med et 3-4 andre medlemmer i gang med at samle de nye borde.
Den 85-årige bordtennisspiller fra Faaborg Bordtennisklub FB&IF er et lyslevende skoleeksempel på, at bordtennis er et spil, som man sagtens kan spille hele livet.
Ifølge Per Bjarnt er sporten med til at skærpe både synet, reaktionsevnen og intelligensen.
– Man tvinges til at tænke hurtigt og ifølge flere videnskabsfolk er bordtennis med til at holde vores intelligens intakt, hvorfor vi lidt spøgefuldt siger til hinanden, at vi jo nok hellere må spille en kamp mere, når vi nu er i gang ved bordene, fortæller Per Bjarnt.
Begyndte som 8-årig
Den aktive bordtennisspiller begyndte at spille bordtennis som otteårig og har spillet lige siden, bortset fra en pause på omkring 20 år, hvor han stiftede familie og havde rigeligt at se til med børn og job.
Per Bjarnt har arbejdet som skolelærer stort set hele sit arbejdsliv. Blandt andet på Byskolen og Sundskolen i Faaborg.
I dag er han stadig med som spiller på klubbens Serie 4-hold, hvor han allerede i denne sæson (før cononakrisen) har spillet 32 turneringskampe.
Og to ny knæled og en ny hofte har ikke fået ham til at stoppe med at dyrke sporten, ligesom en operation for grå stær på begge øjne ikke har været en hindring for at spille bordtennis.
Godt at være tilbage
– Det var godt at være tilbage efter coronakrisen, siger Per Bjarnt, der udover holdkampene i Serie 4 spiller bordtennis mandag og onsdag i sæsonen 1/9-1/3. Om sommeren nøjes han dog med at spille hver mandag.
Per Bjarnt har også prøvet at spille tennis, men det var lidt for voldsomt for hans spinkle arme, og i badminton føles det lidt mærkeligt, at battet sidder forenden af en lang stang, siger Per Bjarnt.
– Samværet med de andre i klubben, vil jeg nødigt undvære. Det sociale i klubben er en vigtig del og vores fællesspisning om mandagen fra kl. 21.00 er rigtig hyggelig.
Mange 60+
Faaborg Bordtennisklub har efterhånden fået en del 60+’ere som medlemmer. Desværre spiller klubben i en hal som skolen ved siden af Faaborghallerne bruger til gymnastik, terminsprøver og skriftlige eksaminer i dagtimerne. Ellers var der ifølge Per Bjarnt ikke noget til hinder for at de ældre, ligesom mange andre steder, havde dyrket spillet omkring bordene i dagtimerne.
Men om klubben i år skal være med i den BATs landsdækkende kampagne i uge 37 for at få flere til at dyrke bordtennis, ved Per Bjarnt ikke, men han håber det.
Han er en vigtig del af klublivet, og tager her et stort ansvar i form af et omfattende bestyrelsesarbejde. Han har således være med i bestyrelsen fra 1980 til 2015. De sidste 11 som kasserer. Per har været med til at arrangere det populære Faaborg-stævner gennem 28 år.
Som spiller har han været med til DGI’s Landsstævne på Bornholm, ligesom han har deltaget i Ribe BTK-stævner som Faaborg stadig har et godt samarbejde med. Faaborg Bordtennisklub FB&IF har de sidste 14 år deltaget med 10-23 spillere i dette stævne. Og Per Bjarnt har været med hver gang.
Den 30/6 kunne den aktive bordtennisspiller fejre sin 85 års fødselsdag.