14. januar 2019 var BAT60+ arrangør af singlestævne, hvor 48 A- og B-spillere i Grøndalscenteret i Brønshøj deltog. Der var naturligvis flest deltagere fra Brønshøj Bordtennis, da stævnet foregik på deres hjemmebane. Og ifølge arrangørerne var det glædeligt, at der var tilmeldt forholdsvis mange deltagere (16) i A-rækken. Måske var en af grundene til de mange tilmeldinger, at flere tidligere B-spillere ville prøve kræfter med spillerne i A-rækken. Antallet af stærke B-spillere er ifølge BAT60´s Stævneudvalg vokset stødt i løbet af sidste år, og der var da også flere ”gamle” A-spillere, som måtte neje sig til nye A-spillere.
Bøje Madsen fra Brønshøj BTK blev vinder af A-rækken.
I B-rækken blev vinderne, 2-erne, 3-erne og 4-erne opdelt i 4-mandspuljer. Vinderne havde to puljer og puljevinderne mødte herefter hinanden i finalen, hvor Niels Degn, Roskilde Ældremotion, vandt over Flemming Nielsen fra Gladsaxe.
To dage efter gik det løs i C- og D-rækken. Desværre var der denne dag flere afbud, hvilket gav arrangørerne lidt sved på panden inden kampstart. Der var dog mange gode og tætte kampe, og vindere at C-rækken blev Gert Elze fra Gladsaxe, mens D-rækken blev vundet af Michael Madsen fra Brønshøj.
Tekst og foto: Tommy Jensen