Reklameskiltene i baggrunden dokumenterer med usvigelig sikkerhed, at dette billede faktisk er taget i Langelandshallen i Rudkøbing og ikke et AI-genereret af slagsen…
– Jeg tror, man kan blive afhængig af de smittende, glade og gode oplevelser, man får, når nye spillesteder besøges!
Ordene kommer fra det fynske medlem af Forretningsudvalget i Bat60, Lene Friis, som har været på genbesøg hos et af nyere medlemmer af Bat60-familien, nemlig bordtennisafdelingen i Rudkøbing på Langeland. Her er Bat60-bordtennis blevet en del af den lokale badmintonklubs tilbud, og det er der stadig flere langelændere, som har taget i mod. Fra en start med omkring 25 deltagere er antallet vokset med 50 pct. på et halvt års tid, så der i dag er 37 registrerede spillere.
25 kr. pr. gang
– Vi gør det på den måde, at man kan prøve en enkelt gang eller to, om bordtennis nu også er noget for én, og herefter koster det 25 kr. pr. gang at deltage, fortæller Knud Frederiksen, der står for aktiviterne sammen med Tonni Elnegaard. De har taget over, efter at Jens Kortermann fra badmintonklubben tog initiativet fra starten.
– Det er jo stadig første år for os, men vi taler da allerede om mulighederne for at udvide. Lige nu mødes vi hver mandag formiddag, vi har seks borde, men vi har været så heldige at få suppleringspakken fra Velux Fonden, og dermed er bord nummer syv nu på vej til os. Plads har vi nok af, så mulighederne er gode, lyder det fra Knud Frederiksen, som lige har fundet det skarpe 70’er-hjørne, og som i lighed med mange andre kan spore sin bordtennisinteresse helt tilbage til en fjern ungdom, hvor han nød at spille med kammeraterne i ungdomsklubben.
Fremgang
FU-medlem Lene Friis glæder sig ikke kun over det gode humør hos langelænderne under besøget i Rudkøbing. Hun er samtidig begejstret over, at Bat60-erne i det sydfynske øhav har fået stadig mere styr på den drilske bordtennisbold siden hendes første besøg.
– Det var meget iøjnefaldende, at flere af spillerne var blevet væsentligt bedre, siden jeg så dem første gang, siger Lene Friis, der også på en anden front kan finde begejstringen frem.
Rudkøbing er nemlig ikke det eneste sted på Langeland, hvor Bat60 er i fremmarch. Også i byerne Bagenkop og Humble er der grøde i bordtennis for ældre.
Det håber og satser vi på at kunne fortælle mere om her på siden inden alt for længe!










