Gert Ellegaard tager over på redaktørposten efter nyligt afdøde Per Frederiksen.
Bat60+ har fået ny redaktør. Det bliver 75-årige Gert Ellegaard fra Greve, der nu får ansvaret for at fylde redaktørstolen og arven efter nyligt afdøde Per Frederiksen ud.
Gert Ellegaard har en professionel baggrund som tidligere journalist og fotograf, og i sin aktive karriere gennem 50 år kom han vidt omkring i medieverdenen. Først som journalist og lokalredaktør på Fyens Stiftstidende, siden som studievært, tilrettelægger, instruktør og producer på Kanal Fyn/Novavision, inden han returnerede til fødeøen øst for Storebælt og arbejdede i kommunikationsafdelingerne i Amtsrådsforeningen, Roskilde Amt og senest Region Sjælland.
Død og ødelæggelser
– Fyens Stiftstidende findes stadig, men ellers må jeg jo nok indrømme, at jeg nærmest har trukket en hale af død og ødelæggelser bag mig. TV-produktionsselskabet Kanal Fyn/Novavision lukkede, det samme gjaldt bagefter for både Amtsrådsforeningen og Roskilde Amt, og lige om lidt er så også slut med Region Sjælland, der bliver lagt sammen med Region Hovedstaden, siger Gert Ellegaard, der dog tiltræder hos Bat60+ med ambitionen om at være med til at udvikle noget langtidsholdbart.
– Jeg kan sagtens se mange muligheder i kombinationen af bordtennis og det aktive seniorliv, og jeg glæder mig til at gøre en indsats for at udbrede kendskabet til Bat60+ endnu mere.
Selv meget aktiv
Den nye redaktør har årelang erfaring med frivilligt arbejde. Han var medstifter af og formand for Stafet For Livet i Greve adskillige år, og han skrev og drev nærmest solo kvartalsmagasinet Kildebrønde.dk, som udkom i landsbyen i Greve, hvor Gert Ellegaard har boet siden slutningen af 90’erne.
Samtidig er han selv meget aktiv ved bordtennisbordene, hvor han blandt andet udgør den ene halvdel af det Greve-hold, der lige nu ligger til at ende helt i top i den stærkeste Bat60+ række på Sjælland. Sammen med en halv snes andre pensionister træner han fast tre formiddage om ugen i Greve Bordtennisklub, hvor han også spiller på et serie 2-hold.
Divisionsspiller
Kærligheden til bordtennisspillet går helt tilbage til ungdomsårene, hvor han lærte spillet i KB, som dengang havde en bordtennisafdelingen. Som helt ung flyttede han til Fyn for at forfølge journalistdrømmen, og her endte han med at spille på OB’s hold i den bedste række, i øvrigt sammen med kæmpetalentet Uffe Pedersen. Senere optrådte han også på højeste plan for OBC-Smedegården, hvor han spillede sammen med Carsten Jacobsen. I begge klubber opnåede han at vinde en sølvmedalje for hold.
Senere spillede Ellegaard adskillige år i Nyborg, hvor det blev til mange kampe i de lavere divisioner.
Tredobbelt dansk mester
Gennem den sidste halve snes år har Gert Ellegaard som veteran deltaget i både europa- og verdensmesterskaber rundt om i verden. Medaljer er det ikke blevet til, men han har dog været i en kvartfinale i herredouble og en ottendedelsfinale i single ved europamesterskaberne.
Til gengæld er det blevet til masser af medaljer ved de danske mesterskaber for veteraner, herunder i alt syv af guld. De sidste to år har Gert Ellegaard vundet titlen i 70 års-rækken i single, og i skrivende stund kan han prale af at være regerende dansk mester i både single, herre- og mixeddouble.










