Doublestævnet i Roskilde forleden blev endnu et sportslig bevis på at BAT60+-spillerne ikke spiller for sjov – og kun for at få tiden til at gå. De ca. 90 spillere i Kildegårdens herlige bordtennishal, med plads til 16 borde, kæmpede alle det bedste de havde lært. Det var dog desværre ikke nok for alle, og måske er der et par stykker af os, som skulle havde deltaget i et kompetencekursus i BAT60+ regi. Men det er en anden historie.
Desværre havde arrangørerne glemt at sætte bordnumre på de 16 borde, så der var en smule forvirring da puljerne skulle fordeles rundt i hallen. Men der var dog ingen sure miner over denne lille forglemmelse, og stævnet blev da også afviklet til tiden, takket være 2/5 af det sjællandske stævneudvalg, Tommy og Ole, som begge igen gjorde en ihærdig indsats med at få tingene til at glide.
Sportsånd
Der blev spillet i A-, B-, C- og D-rækken, og det var glædeligt at opleve at spillerne selv havde fundet ud af at rykke en række op, hvis/når de tidligere havde vundet fx B-rækken. Flere af doublekonstellationerne i A-rækken havde ellers været at finde i B-rækken ved tidligere stævner, hvilket dokumenterer, at den fair sportsånd stadig findes hos os ældre bordtennisspillere.
A-rækken blev ikke uventet vundet af Mogens Svensson og Finn Nielsen fra Slagelse. I finalen slog de Bøje Madsen og Jørgen Jensen fra Brønshøj. I B-rækken, hvor der var tre puljer med fem par i hver pulje, blev vinderne Jens Ole Jørgensen og Henning Staffeldt fra BTK61, mens 2-.-puljen vandtes af Peter Fauby og Tom Jensen fra Aktiv Fritid. Alle doubleparrene fik dog seks kampe, så igen gik fra bordene uden sved på kroppen.
C- rækken blev vundet af Flemming Larsen og Steen Sørensen fra Jægerspris og her blev Lise og Lars Donatzsky fra Kildeskoven vinder af 2.-puljen, mens D-rækken vandtes af Troels Jørgensen og Kurt Petersen, Tølløse som slog Nina Andersen og Sanne Berg fra Brønshøj. Her blev der, i modsætning til i de andre rækker, spillet alle mod alle.
Kolding næste gang
Næste stævne i BAT60+ regi er singlestævnet i Kolding. Det afvikles i morgen i BTK73 Koldings lokaler i Brostræde. Her spilles i A-, B-, C- og D-rækken. Og fra BAT60+ kunne det være et ønske, om nogle af de sjællandske spillere ville tilmelde sig stævnerne i Jylland, ligesom det kunne være ønskeligt, hvis nogle af de jyske spillere ville tilmelde sig stævner på Sjælland. Dette kunne jo kombineres med et familiebesøg i de respektive landsdele. Men det er nok, indtil videre, et for fromt ønske.










