Fine forhold for Bat60’erne i Jyllinge – og plads til mere, hvis det sku’ være.
Det begyndte med halinspektøren
Bat60 i Jyllinge er på rekordtid blevet en aktivitet, der trækker folk af huse. Helt nøjagtigt tæller Gundsø Senioridræt lige nu 41 Bat60-medlemmer, der mødes op til fire gange om ugen i Jyllinghallerne for at dyste med bat og bold – og naturligvis hygge sig samtidig.
– Det begyndte med en henvendelse sidste efterår fra Gert Jørgensen fra Bat60-organisationen til vores halinspektør Claus Larsen her i Jyllinge, fortæller Jan Brink-Pedersen, der har taget formandskasketten på og står i spidsen for det blomstrende Bat60-projekt i den nordlige del af Sjælland.
– Vi var så nogle stykker, der kom meget i hallen alligevel for at dyrke andre idrætter, som tog imod opfordringen og lavede en lille brugerundersøgelse for at kortlægge interessen. Her svarede omkring 15, at de var interesserede, og så gik vi i gang for alvor.
Blæst bagover
En ansøgning til Velux Fonden blev udfærdiget, og da den blev modtaget positivt, og de første to borde dermed var hjemme, blev der indkaldt til infomøde i Jyllinge og omegn.
Et infomøde, der blæste initiativtagerne helt bagover!
– Der dukkede et halvt hundrede deltagere op. Det havde vi i hvert fald slet ikke turdet håbe på eller forvente, det var helt overvældende, mindes Jan Brink-Pedersen.
To andre borde blev så stillet til rådighed på lånebasis af BordtennisDanmark, og foreningen havde held med endnu en Velux-ansøgning. Den fik bevilget et bord til fra supplementspakken, og med et udendørs bord, som en af spillerne havde stående hjemme, men som godt kunne bruges i nødstilfælde, matchede bordparken så småt behovet.
Stor entusiasme
Organisatorisk hører Bat60-erne under Gundsø Senioridræt, men fungerer som en selvkørende enhed.
– Det lykkes ganske godt, også i kraft af den store entusiasme, som findes hos spillerne, siger Jan Brink-Pedersen, der umiddelbart efter den kommende påske går i gang med næste step i udviklingen af klubben, opkrævning af kontingent.
I lighed med de andre aktiviteter i idrætsforeningen ligger kontingentet på 350 kr. pr. halvår, men der er rabat, hvis man i forvejen er medlem hos en anden idrætsgren, for så står der kun 150 kr. på opkrævningen.
Med til succeshistorien i Jyllinge hører også, at Bat60-erne har lov til at benytte idrætsforeningens klublokale, når der skal slappes af og hygges fra anstrengelserne ved bordene.
Sidste:
Efter redaktionens deadline har Bat60 i Jyllinge fået bevilget endnu to borde, denne gang fra Roskilde Kommune, der ifølge formand Jan Brink-Pedersen altid er garant for stor velvilje over for idrætten.










