Den opmærksomme læser af siden her vil måske have bemærket en lille, men dog væsentlig ændring hen over de sidste par dage:
Plustegnet efter Bat60 er forsvundet!
Eller i hvert fald godt på vej til at være det, for det tager sin tid at komme helt til bunds på alle siderne, så I vil stadig kunne støde på det rundt omkring.
Beslutningen om navneskiftet fra Bat60+ til Bat60 er truffet i Forretningsudvalget, og årsagen er et ønske om at gøre det lettere og mere smidigt at anvende vores navn.
Det besværlige plustegn
– Ideen med plusset er grundlæggende god i forhold til at afkode, hvad Bat60 handler om, men det er en svær størrelse at have med at gøre, når vi skal kommunikere om os selv. Tag bare det eksempel, at vi skal sende en omtale af et arrangement ud til pressen. Hedder det så et Bat60+ arrangement, eller hedder det et Bat60+-arrangement med bindestreg? Det sidste er jo nok sprogligt det mest korrekte, men det virker klodset med en bindestreg efter et plustegn, ikke mindst visuelt. De udfordringer kommer vi helt udenom ved at slette plusset, lyder det fra hjemmesideredaktør Gert Ellegaard.
Mange former for 60+
Et andet argument mod at holde fast i plustegnet er, at rigtig mange andre benytter 60+ til at beskrive deres aktiviteter. Lige fra Gladsaxe Kommunes seniorblad til Solrød Kommunes motionstilbud og til datingsites for ældre!
For nu at nævne et bredt felt af plusbrugerne.
Selv om forvekslingen med datingsites er en mulighed i teorien, er det dog nok ikke lige i det segment, at vi kan risikere at miste potentielle medlemmer ved at slette plusset.










