PING PONG er god “medicin”
Bordtennis er en særdeles velegnet sport for personer med Parkinson’s. Det kan den nyslåede verdensmester i PingPongParkinson, Bjarne Tækker, Vejen Bordtennisklub, skrive under på. Sammen med 160 andre parkinson-ramte fra 19 lande, deltog han og og to andre danskere i PingPongParkinsons verdensmesterskab i Pula i Kroatien.
Og de tre danskerne klarede sig særdeles godt. Tilsammen hentede de tre guld og en bronze.
To guldmedaljer
Den 52-årige Bjarne Tækker fra Vejen vandt guld i både single og mixdouble i klasse 2. I mixdouble spillede han sammen med svenske Eva Ax Riise. I singlerækken vandt han i semifinale over Michael Flyger, Albertslund Bordtennisklub. I finalen vandt han 3-0 over sin svenske modstander.
– Jeg tabte første sæt i kvartfinalen med 11-7 til min modstander fra Brasilien, og havde nok indstillet mig på, at jeg nok tabte. Jeg kunne ikke finde ud af at spille imod knopperne.
– Men i pausen efter første sæt fik jeg et praj fra Jesper Jerslund om ikke at spille med skruebolde imod knopperne, fortæller Bjarne, da vi besøgte ham en træningsaften en tirsdag i Vejen Idrætscenters Multihal.
Jesper Jerslund vandt en guldmedalje i Herredouble klasse 1 sammen med sin tyske makker Peter Derheld.
Træning hjælper
Hver tirsdag træner Bjarne Tækker i Vejen Multihal her sammen med bl.a. Lars Palmelund, der også har fået diagnosen Parkinsons og andre af klubbens 60+-ere.
Mange læger har påvist, at bordtennis er den bedste måde til at forbedre sine reflekser, og man har også påvist, at ved at man træner i at reagere efter den meget hurtige bold – træner man samtidig hjernen på en sådan måde, at det kan forhindre/udskyde/afhjælpe demens og Parkinsons.
– Jeg er overbevist om at jeg med bordtennis har fået en mulighed for at mindske mine problemer med Parkinsons, efter at jeg igen er begyndt at spille bordtennis efter at have holdt pause med sporten i mange år, siger Bjarne Tækker.
Presset til konsultation
For seks år siden fik Bjarne diagnosen, efter at hustruen Helle gjorde ham opmærksom på, at han gik lidt underlidt, og at han skulle søge læge for at få en afklaring.
– Jeg spillede bordtennis i min ungdom og indtil 1991. Da jeg fik diagnosen besluttede jeg i sept. 2021 mig for at begynde at spille bordtennis igen, fortæller Bjarne Tækker, der virkelig holder sig i form med idræt.
Foruden bordtennis, der styrker Bjarnes bevægelser, balance og koordination, spiller Bjarne fodbold, paddel og golf. Og så deltager han i en holdtræning for parkingsonsramte under ledelse af en fysioterapeut.
En defekt i hjernen
– Jeg skjuler ikke, at jeg har Parkinsons, når nogle spørger mig, hvorfor jeg trækker på venstre ben. Så svarer jeg, at det er fordi jeg har en defekt i hjernen, griner Bjarne, og tilføjer, at han ikke mener, at Parkinsons er den sværeste sygdom af være ramt af.
Han håber dog, at der på et tidspunkt findes en mirakelkur som sætter en stopper for udviklingen af Parkinsons.
Siden 1973 har hans far Per haft et vvs-firma i Vejen, og i 1993 overtog Anders firmaet sammen med sin bror Kenny. Sammen med hustruen Helle har han to børn på henholdsvis 19 og 23 år.
I år var første gang Bjarne Tækker deltog ved et VM. Men i maj i år hentede han bronze ved German Open.
Formålet med PingPongParkinson Denmark er at få aktiveret folk med handicaps til at deltage i foreningslivet, få motion, for derigennem at nedsætte medicinforbruget og få livsglæde og netværk.