I år var det 7. gang veteranerne fra Falkenberg dystede med 60+’erne fra Brønshøj og enkelte fra Ballerup. Venskabskampen afvikles én gang årligt på skift i Brønshøj og i Falkenberg. I år var Brønshøj vært, og svenskerne kom med 18 deltagere til Grøndal Multi Center onsdag formiddag. De gik straks i gang med en gang seriøs opvarmning, inden de blev budt på frokost. I alt deltog 43 spillere, og efter en smørrebrødet startede kampene, hvor spillerne var opdelt i fire puljer med 4, 5 eller 6 kampe til hver.
Brønshøjs bedste spillere i pulje 1 klarede sig fint og vandt med 15 – 5 over de svenske superveteraner, hvoraf der var flere tidligere svenske mestre imellem.
Revanche
Svenskerne rejste sig dog ganske eftertrykkeligt i de øvrige puljer, og da resultatet skulle gøres op stod der 58 – 42 i svensk favør. Men masser af kampene gik over fem sæt. Om aftenen underholdt Brønshøjs lokale trubadur, Krølle, med sin guitar og sange der spændte fra svenske viser, Kim Larsen, Elvis, Dean Martin og sentimentale melodier. Så der ikke var et øje tørt, fortæller Jørgen Jensen.
– Falkenberg overrakte i anledning af Brønshøjs 75 års jubilæum en akvarel collage malet af bordtennisspilleren Hasse Karlsson med motiver af nogle af spillerne fra klubberne. En fantastisk flot gave som blev modtaget med begejstring.
– Hasse er en meget dygtig og anerkendt kunstmaler og i øvrigt en strålende bordtennisspiller, som jeg selv fik at mærke, siger Jørgen Jensen.
Landskamp
Landskampen blev afviklet den efterfølgende dag. Der blev spillet på to-mands holdturnering i 9 rækker med hver to singler og én double.
– Jeg ved ikke helt, hvad der var spist inden kampene, men danskerne havde vist fået råt kød og stærke drikke, og med ild i øjnene lykkedes det at byde svenskerne op til “dans”, fortæller Jørgen Jensen.
Danmarks hemmelige våben var Brønshøjs to pigehold, der vandt deres rækker, ligesom danskernes elitespillere også vandt. I de øvrige rækker var der stor jævnbyrdighed.
– En af de allersidste kampe var mellem John Hansen og Falkenbergs Rolf Johansson. Ingen ville give sig, og boldene gik over nettet 30-35 gange før pointet var hjemme. Det blev
selvfølgelig en 5-sætter. John vandt med 15-13 i femte. Godt det ikke var bedst af syv sæt, for så var de næppe kommet hjem, inden det var blevet midnat, fortæller Jørgen.
Det samlede resultat blev en sejr til danskerne på 5-4
Næste kamp
Venskabstræffet blev afsluttet med frokost, og den fine vandrepokal (med motiver fra dansk/svenske-slaget ved Køge Bugt i 1677) blev overrakt af Tommy Lindskog til Gert Jørgensen. Samtidig blev det aftalt, at næste venskabsmach skal spilles i Falkenberg den 18.-19. marts 2020.
Man kan i øvrigt læse et udførligt referat på Falkenberg Bordtennis’ hjemmeside (http://www.falkenbergsbtk.com).